Inspiration
3 podcasts, der skruer op for motivationen
Af Marie Neumann
Benene syrer, vejrtrækningen bliver hurtigere, og sveden pibler frem på panden. Men du bemærker det næsten ikke, fordi stemmerne i høretelefonerne beriger dig med viden eller fortællinger, du slet ikke kan slippe. Måske motiveres du endda til lige at tage en runde mere, så du kan få det sidste med af podcasten. Det lyder ikke dårligt, vel? Her er vores anbefaling til 3 podcasts, der skruer op for motivationen.
Mediano Health
Der findes et utal af myter og konspirationer om sundhed, men du kan være sikker på, at alt hvad podcasten Mediano Health rører ved, er evidensbaseret. Det handler om sundhed, træning og vægttab, og manden bag er træningsfysiolog Henrik Duer. Podcasten er ganske brugervenligt opdelt i tre spor, der gør det nemmere for dig som lytter at navigere rundt i: I podcastserien Sundhedsmagasinet diskuterer OL-guldvinder Eskild Ebbesen og Henrik de seneste sundheds- og træningsnyheder fra forskningen. Vægttabshistorier er Henriks egne interviews med personer om, hvordan de har opnået et varigt vægttab. Og endelig er der Duers hjørne, hvor Henrik sammen med forskellige eksperter går i dybden med aktuelle emner inden for kost, træning, sundhed og motivation.
Fitness M/K
Hvis du vil nørde træning på et højere niveau, så er Fitness M/K kræs for dine øregange og ikke til at komme udenom. PhD Anders Nedergaard aka Dr Muskel lærer dig i selskab med eksperter og elitesportsudøvere alt om træning, sport, kropskultur, fitness og nichesport. Her finder du et slaraffenland af episoder, der gør dig klogere på alt fra bodybuilding og proteinkvalitet til yoga og vinterbadning. Der udkommer nye afsnit hver lørdag kl. 7 – så når du har lyttet dig gennem det enorme arkiv på intet mindre end 270+ afsnit, skal du ikke træne mange gange, før der er ny viden og inspiration til din mentale træningstaske.
perfekt Uperfekt
Katrine Gisiger har en vigtig mission om at nedbryde tabuer og skam om bl.a. madvaner, krop og følelser. I podcasten perfekt Uperfekt inviterer hun forskellige personligheder ind til spændende samtaler, du ikke på forhånd vidste, du havde brug for at lytte til. Hør fx Camilla fortælle om at være tyk og stolt og lukke andres holdninger ude. Eller Katrine og Celestine Marias samtale om, hvorfor man ofte er overambitiøs med sine træningsmål, og gode råd til hvordan du arbejder med din motivation. Og hvad sker der egentlig, når du bare lige først skal løbe et halvmaraton, få et job, rydde op, tabe dig 10 kg… er du så glad? Petra Nagel og Katrine taler om at øve sig i at være i nuet, og ikke konstant tænke på det næste skridt. Det er ærligt og inspirerende, og det er perfekt at have i ørerne på din næste gåtur.
God tur!