Gå til hovedindhold

Inspiration

Prøv mobilitetsøvelsen Thoracic Rotation

 

Hvad er en thoracic rotation?

Thoracic rotation er en mobilitetsøvelse, der øger fleksibiliteten og styrker den øvre og midterste del af ryggen samt det nederste af lænden. Øvelsen fokuserer på at forbedre rotationen i den thorakale del af rygsøjlen, hvilket er vigtigt for en sund kropsholdning og fri bevægelighed i overkroppen.

En begrænset rotation i rygsøjlen kan føre til kompensationer i lænden og skuldrene, hvilket øger risikoen for smerter og skader. Thoracic rotation hjælper med at løsne op for spændinger og forbedrer muskelaktiveringen i ryggen.

Øvelsen kan udføres som en del af opvarmning, genoptræning eller et mobilitetsprogram. Den kræver intet udstyr og kan tilpasses alle niveauer, hvilket gør den velegnet til både begyndere og øvede.

 

Gode tips til thoracic rotation

For at opnå den største rotation af ryggen og dermed øget mobilitet, kan du med fordel sørge for hele tiden at holde ryggen lige med en let spænding i kernemuskulaturen og mavemusklerne.

En god vejrtrækningsteknik kan hjælpe med at forbedre bevægelsen: Træk vejret ind, når du roterer opad og åbner brystet, og pust langsomt ud, når du sænker albuen mod gulvet igen. Dette skaber et naturligt flow og gør øvelsen mere effektiv. Øvelsen bør udføres i et langsomt og kontrolleret tempo – brug tid på at komme godt ud i yderpositionerne, og mærk strækket. Vi anbefaler 8-12 gentagelser på hver side.

 

En ideel øvelse for dig med stillesiddende arbejde

Mange har i dag en relativ stillesiddende hverdag, hvilket kan føre til stivhed og spændinger i ryggen. Undersøgelser viser, at 60-80 % af befolkningen oplever rygsmerter på et tidspunkt i livet, og en af de mest effektive måder at forebygge og behandle disse smerter på er gennem bevægelse.

Thoracic rotation er en god øvelse til at vedligeholde og forbedre rygsøjlens bevægelighed, da den fokuserer på rotation og tvist i overkroppen. Ud over at styrke og løsne ryggen kan øvelsen også afspænde brystmuskulaturen og skuldrene, hvilket bidrager til en bedre kropsholdning og mindre spænding i nakken.

Sådan udfører du en thoracic rotation

  1. Stil dig på alle fire med hænderne placeret under skuldrene og knæene under hofterne.
  2. Løft den ene hånd fra gulvet, og placér den på bagsiden af hovedet, så albuen peger ud til siden.
  3. Drej langsomt din overkrop opad, så brystet åbner sig, og albuen peger mod loftet.
  4. Rotér derefter langsomt overkroppen den anden vej, så albuen peger lige ned mod gulvet.

 

Andre mobilitetsøvelser for ryggen

For at opretholde en sund og fleksibel ryg er det vigtigt at træne mobiliteten regelmæssigt. Ud over thoracic rotation findes der andre effektive øvelser, der kan hjælpe med at forbedre bevægeligheden, reducere spændinger og forebygge smerter i ryggen.

  1. Cat-cow: Cat-cow er en klassisk yogaøvelse, hvor du skifter mellem at runde ryggen opad og svaje den nedad, mens du synkroniserer bevægelsen med din vejrtrækning.
  2. Cobra: Endnu en klassisk yogaøvelse. Her skal du lægge dig på maven og presse overkroppen op ved at strække armene, mens hofterne bliver på gulvet.
  3. Thread the needle: Ligesom thoracic rotation er dette en rotationsøvelse, hvor du fra en firepunktsstilling fører den ene arm ind under kroppen og lader skulderen hvile mod gulvet.
  4. Child’s pose med sidestræk: Dette er en variation af barnets stilling, hvor du sidder tilbage på hælene med armene strakt frem. Ved at bevæge hænderne til den ene side får du et dybt stræk langs siden af ryggen og skuldrene.
  5. World’s greatest stretch: World’s greatest stretch kombinerer hofteåbning, rygrotation og skuldermobilitet. Start i en høj planke, træd et ben frem til siden af hænderne, og rotér overkroppen opad, mens du strækker armen mod loftet.