Inspiration
Få motivationsråd fra verdens bedste sejler
Af Camilla Boyhus Madsen
Venter du på at blive ramt af motivationen, så du på magisk vis føler dig kaldet til løbeturen? Så kommer du til at vente forgæves. Men med enkle redskaber kan du kickstarte den.
Når man ser atleter med medaljer i TV er det nærliggende at tro, at de hver dag er opfyldt af en motivation, der gør det let for dem at træne og opnå deres mål. Men manglende lyst til at træne er ligeså velkendt for atleter, som almindelige danskere, som kæmper med at klemme træning ind i en travl hverdag.
Anne-Marie Rindom har vundet både EM og VM i Laser Radial, som er en af de mest fysisk krævende joller at sejle og har fået tildelt den prestigefyldte, internationale pris World Sailor of the Year. Det kræver mange timers styrketræning at kunne ligge vandret ud over jollens kant og holde kursen med en fart på 50 km/t. Men den del af træningen falder hende ikke altid lige let.
Foto: Flemming Ø. Pedersen, Dansk Sejlunion
”Nogle dage kan jeg godt miste motivationen og tænke, at det her det er rigtigt surt. Der er dage hvor jeg simpelthen ikke har lyst,” siger Anne-Marie Rindom.
Når hun har det sådan hjælper det at tage en dag fri og hygge sig med venner. Men når demotivationen rammer, så ved hun, at det også er tid til at bruge de redskaber hun har fået af sin sportspsykolog.
Tilbage til fyrtårnet
For Anne-Marie Rindom handler motivation i høj grad om værdier.
”Motivation handler om, hvem man er som person. Hvad er ens grundværdier. Hos min sportspsykolog laver jeg en øvelse, som handler om, at jeg gengiver, hvad jeg ønsker, at mine konkurrenter siger om mig, og så skriver jeg mine værdier ud fra det. De værdier er mit fyrtårn. Så hvis jeg tager en sidevej, og for eksempel bliver i sengen en hel dag, så ved jeg, at jeg skal re-fokusere på mit fyrtårn for at komme tilbage på sporet. Det motiverer mig at have det her redskab.”
Anne-Marie Rindom forklarer, at målet om at komme til OL og vinde en medalje selvfølgelig også motiverer hende. Men, at det er et mål, som er meget resultatorienteret og ikke noget, der er afgørende for motivationen i hverdagen. Til daglig fokuserer hun meget mere på det hun kalder procesmål. Det kan være at blive bedre til tekniske finesser, som hvordan hun hiver sejlet ind.
Foto: Flemming Ø. Pedersen, Dansk Sejlunion
Indre og ydre motivation
Firkantet sagt kan man dele motivation op i inde og ydre motivation. Den distinktion bruger sportspsykologisk konsulent hos Team Danmark, Anders Flemming Bendixen, også, når han til daglig arbejder med nogle af Danmarks dygtigste atleter.
”Den indre motivation er mere holdbar over tid og kan drive én igennem hårdere perioder. Den ydre, hvor vi gør noget for nogle andres skyld eller på grund af anerkendelse er mere skrøbelig. Men vi er sociale væsner, så de indre og ydre motivationer vil ofte mødes,” siger Anders Flemming Bendixen.
For eksempel synes mange det er sjovt at dyrke motion sammen med andre – og det er en positiv ydre motivation. Men hvis den ene part i et ægteskab beder den anden tabe sig 5 kilo, fordi det ville være klædeligt, så ligger motivationen kun i at tilfredsstille en andens mål og behov, og så har det ringe holdbarhed.
Det kan være meningsfyldt at drives af både indre og ydre motivation. Men, hvis man vil lykkes med at holde fast i sin motivation er det afgørende at finde frem til, hvad det er for indre værdier, der egentligt ligger til grund for, at man vil løbe/træne/danse/cykle mere.
Sportspsykolog Anders Flemming Bendixen advarer dog mod, at det bliver en jagt på en følelse af motivation eller lyst.
”Det kan være svært at kontrollere motivation eller finde den frem ved at tale om den. Men at sige, at NU tager jeg ud og løber eller cykler en tur, det kan jeg ultimativt bestemme mig for og kontrollere, uanset hvordan jeg har det følelsesmæssigt. Mange atleter føler usikkerhed ved tanken om at tabe på TV foran tusindvis af seere. De kan også være fyldt af negative svære følelser, men hvis de lod det overtage, så ville de aldrig få noget gjort. Ofte er det mere konstruktivt i det daglige ikke at mærke efter om vi er motiveret eller ej, men vi bare gør tingene, fordi vi har sat os et mål.”
Sportspsykologens fire råd:
- Vær realistisk. Målsætningen må ikke være for stor. Hvis jeg slet ikke træner, men gerne vil i gang, så skal målsætningen ikke hedde tre gange om ugen, men en gang om ugen.
- Vær specifik. Du skal ikke sidde og vente hele ugen på at føle dig motiveret. Lav en aftale med dig selv om, at du træner om onsdagen. Og hvis du ved, at du ikke er så god til at overholde aftaler med dig selv, så forsøg at lav en aftale med en ven eller træningsmakker.
- Acceptér tilbagegang. Afviger du fra planen, så lad være med at føle, at du er tilbage ved start. Acceptér det uden at være for hård og fordømmende overfor dig selv.
- Hav en målsætning. Hvorfor er det vigtigt for dig at komme ned og træne? Hvem er det du gerne vil være? Vil du være ham, der sætter sig i sofaen og dropper træningen, fordi det regner udenfor? Eller vil jeg gerne være ham, der får tingene gjort?
Vi samarbejder med Team Danmark. Over 500 af Danmarks bedste atleter træner i vores centre. Det giver dig som medlem mulighed for at få gode råd og tips fra atleterne om træning og motivation.