Inspiration
Mette Lyngholm: Lidt motion er bedre end ingen motion
Mette Lyngholm er medstifter og kreativ direktør i EYDA, som laver kvalitetstræningstøj til kvinder. Her står hun for den visuelle identitet, at designe træningstøjet og teste det. Og især testningen af tøjet er vigtig for hende:
”Vi tester tøjet ved at træne i det. Det skal kunne holde barmen på plads, tightsene skal ikke falde ned, og der er ikke nogen, der skal kunne se undertøjet igennem. Først når vi er tilfredse, bliver det sat i produktion. På den måde opnår vi produkter, som vi kan være rigtig stolte af, og det gør mig enormt glad,” fortæller Mette Lyngholm.
Udover de mange roller på jobbet, er hun også mor til Amilia på 6 år og Valter på 3 år og kæreste med Lasse. Alligevel formår Mette Lyngholm at få prioriteret sin træning i sin ellers travle hverdag.
”Min træning er lidt ligesom, at folk tager sikkerhedssele på i bilen. Det er noget, man bare gør. Jeg ved, det er vigtigt for mig. Det er ikke sådan, jeg tænker: Nu skal jeg træne tre gange i den her uge. Jeg ved, at når jeg har tid, så skal jeg tage mig tiden til det, fordi det er vigtigt for, at jeg også præsterer på arbejde, det giver mig mere energi til at være sammen med mine børn.”
Få bevægelse ind i hverdagen
Da Mette Lyngholm havde allermest travlt med opstart af EYDA, hvor hun også måtte have et fuldtidsjob ved siden af for at tjene penge, kunne der godt gå mange uger mellem, hun fik lavet en decideret træning. Men her fokuserede hun på at få bevægelse ind, uden det tog tid fra familien.
”Jeg prøvede at få bevægelse ind ved at lufte hunden, lege med børnene og lave øvelser med dem. For på den måde kan man stadig godt få noget bevægelse ind i sin hverdag.”
Det kan af mange forskellige grunde være svært at få prioriteret træning ind i hverdagen. Mette er da heller ikke bleg for at indrømme, at da hun var yngre, troede hun, det blot handlede om prioriteringer, men nu ved hun, hvor svært det kan være at få presset træning ind i hverdagen. Derfor har de ansatte i EYDA også mulighed for at træne i arbejdstiden, hvis det er dér, det passer bedst.
”Jeg får nogle gladere medarbejdere ved, at de har muligheden for at træne i deres arbejdstid. Jeg tror på, de er mere produktive, når de så sidder foran skærmen, og jeg tror på, de er mere kreative. Og så tror jeg, de har færre sygedage.”
Lidt træning er bedre end ingen træning
Mette Lyngholm har ikke mange timer til overs i sin hverdag. Blandt andet er det derfor vigtigt for hende, at hun bruger sin tid på lige netop dét, hun allerhelst vil.
”Jeg har lært, at jeg skal holde fri, når jeg holder fri. Når jeg kommer hjem, så er det meget sjældent, jeg arbejder. Det er ikke godt for mig. Det kan jeg mærke. Hvis jeg begynder at arbejde om aftenen, og hvis jeg ikke får mine weekender, hvor jeg får lavet en masse andre ting sammen med familie og venner, jamen så præsterer jeg faktisk også mindre, når jeg er på arbejde. Så det er vigtigt for mig at holde fri, også selvom man tænker, man lige kunne gøre det færdigt i aften, så skal jeg bare prioriterer enten at tage en træning eller slappe af.”
Og træningen kan godt vare blot 15 minutter. For det behøver ikke tage længere tid, hvis man spørger Mette Lyngholm.
”Jeg kan sagtens svede og få pulsen op på et kvarter, og jeg kan også sagtens mærke i min krop, at jeg har været i gang. Og det gode er jo, at selvom det kun er et kvarter, så kommer du jo ud på den anden side og har mere energi. Og du får stadig alle fordelene, selvom du ikke er i gang i længere end et kvarter.”
Tidligere elskede Mette at træne om morgenen og på den måde få en aktiv og god start på dagen. Men med to børn, en hund og fuldtidsarbejde, så passer det ikke længere at træne om morgenen. Her vil hun hellere prioriterer at starte langsomt op sammen med børnene og sørge for, at de kommer afsted og får en god start på dagen.
”Lasse og jeg skiftes til putning af børnene. Så har han f.eks. mandag, og jeg har f.eks. tirsdag. Når han så putter 2 børn, så har jeg tid til at tage op og træne eller tage ud og løbe en tur. Jeg har skulle vænne mig til, at træningen ligger senere på dagen. Men man kan vænne sig til mange ting og meget handler jo om vaner. Det er typisk, når børnene bliver puttet, jeg træner. Eller på arbejdet, hvor vi hos EYDA – som sagt – har fået skabet et miljø, hvor man må tage en træning i løbet ad dagen, når det passer ind.”
Mette Lyngholms tip til træning
”Opstart på træning kan være udfordrende. Især hvis du har en forestilling om at gå fra 0 til 100. Du tænker måske, at 1-2 træninger på en uge ikke gør en forskel. Men i et større perspektiv – lad os sige et helt år – bliver det til en del træninger. Start med at sætte barren lavt, så er der større chance for, at du bliver ved i det lange løb.”
Faktaboks
- 34 år
- Medejer og -stifter af EYDA
- Uddannet designteknolig med speciale i Purchasing Management
- Uddannet personlig træner fra Fitness Institute 2013
- Kæreste med Lasse og mor til Amilia på 6 år og Valter på 3 år
- Udgav i 2017 bogen ”Gravid & Fit”